Grøn omstilling er også kulturel omstilling
Charlotte Larsen deltog for første gang på Kulturmødet Mors i august. Her havde hun sammen med DOF-kollegerne planlagt en workshop, hvor deltagerne skulle tænke over deres egne hverdagsvaner og den grønne omstilling.
Kulturmødet viser sig at være temmelig stort. ”Man regner med omkring 40.000 gæster”, siger manden, der står på en opsats af paller og har udsigt over menneskemængden. Jeg har sat mig på kanten af pallerne og er lettere overvældet over de enormt mange, fremmødte til åbningen af Kulturmødet.
Kaffe og refleksioner
Vi går ad Kulturvejen op til den store plads hos UngKult. DOF har fået plads i teltet NETVÆRKET, hvor vi skal afvikle vores workshop. Her inviterer vi de forbipasserende ind til kaffe og en snak om, hvad de selv gør for at leve mere bæredygtigt i hverdagen. Om de mon har nogle ’sorte’ vaner, de gerne vil lægge fra sig? Og om de har lyst til at lave en kontrakt med sig selv om at indføre nye grønne hverdagsvaner. På en grøn snor, der går gennem teltrummet, hænger gæsterne inspiration eller et råd til andre gæster.
Der dukker kendte ansigter, nye ansigter, folk i alle aldre op. Herunder mange unge fra HF Outdoor og HF Imagine. De fortæller, at bæredygtighed er en stor del af deres uddannelsesforløb, og jeg fornemmer klart, hvor naturligt klimavenlige valg er i deres hverdag. De unge fortæller med stor naturlighed om at skralde og at sy sit eget tøj.
Topfoto: Gode råd og pointer fra deltagerne blev delt på den grønne tråd. Foto: Martin Hansen
Eksempler på udsagn fra gæster på workshoppen
Hvad vil I lægge bag jer?
· ”Jeg vil droppe Temu”
”Jeg vil ikke bruge bilen til småture”
”Færre steaks”
Hvad vil I gøre fremover?
· ”Jeg vil spise rester”
”Jeg vil købe god kvalitet”
”Jeg vil blaffe mere”
Giv en opfordring eller inspiration videre
· ”For mange muligheder bliver til begrænsninger – gør det bæredygtige valg til det lette valg”
”Jeg opfordrer alle til at lære at sy”
”Lær at spise dine grøntsager lokalt og i sæson”
”Oplev kulturen – lyt f.eks. til jazz eller læs en bog – i stedet for at streame”
Omstilling i fællesskab
Vi vil gerne sætte tanker i gang hos gæsterne og få dem til at reflektere over deres hverdagsvaner. I vores samtaler søger vi efter konkrete bud på, hvordan tanker om bæredygtighed kan omsættes til handling. Nogle vil ændre deres egne vaner. Andre peger på, hvad vi som samfund kan gøre lettere. Og flere minder om, at kultur, fællesskaber og læring også kan være en del af den grønne omstilling.
Kulturmødet er en påmindelse om, at grøn omstilling ikke kun handler om den enkeltes valg. Den bliver stærkere, når vi deler vores erfaringer, udfordrer hinanden og skaber fællesskaber, hvor det er lettere at omsætte gode intentioner til handling. Og netop dér har folkeoplysningen noget vigtigt at byde ind med.